Har dit barn fået konstateret mælkeallergi? Eller oplever du, at dit barn har forskellige symptomer, der gør, at han/hun ikke helt trives? Har du spørgsmål i forhold til optimal ernæring af dit barn? Der kan være mange spørgsmål, du går og tumler med. Måske kan du nu få svar på nogle af alle de spørgsmål via ny mulighed for at stille spørgsmål direkte til en klinisk diætist.

Stil spørgsmål til klinisk diætist

Jeg er SÅ glad for at kunne fortælle om mit nye samarbejde med Nutricia. De har valgt at sponsere gratis vejledning af deres kliniske diætist, Heidi Schnoor, til brugerne af denne hjemmeside. Heidi Schnoor har mange års erfaring med fødevareallergi. Det er vigtigt at slå fast, at vejledningen vil være helt generel og ikke producentspecifik.

Jeg har selv oplevet at stå med spørgsmål, også selvom vi faktisk fik en kort samtale med en diætist for mange år siden. Min søn var 4,5 måned, da han fik konstateret mælkeallergi. Oplevelsen var ret dramatisk, da han reagerede meget kraftigt på kun en lille smule alm. modermælkserstatning. Så det var 112 og ambulance med udrykning.

Vejledning af klinisk diætist

Fordelen ved det dramatiske var, at vi ikke skulle ”kæmpe” for at få stillet en diagnose. Den var klar for alle. Det er helt tilbage i 2002, så det er snart mange år siden. Jeg husker, at vi på et tidspunkt i forløbet fik en halv times samtale med en klinisk diætist på hospitalet. Vi var helt rundt på gulvet, og vidste hverken ud eller ind. Og der var slet ikke den information at hente på nettet, som der er i dag. Men vi fik en kort vejledning i forhold til alt det, vi skulle sætte os ind i.

Jeg har i årenes løb efterspurgt diætist-vejledning ifm. min søns allergier. Der dukker jo hele tiden spørgsmål op. Mest i forhold til om han får den rigtige ernæring med alle de fødevarer, han ikke kan tåle. Men det har for os ikke været muligt at få via sundhedsvæsenet andet end den allerførste gang. Når jeg hører fra andre allergiforældre, er det meget forskelligt, hvilken oplevelse de har haft ift. en diætist. Nogle har fået tilbudt vejledning, andre har ikke. Nogle har haft stor glæde af deres vejledning, andre har ikke.

Solid erfaring på allergi-området

Derfor har jeg længe haft et ønske om, at det var nemmere for nybagte allergiforældre, at få noget vejledning af en klinisk diætist. Vel at mærke af en der har solid erfaring på allergi-området. For det er slet ikke alle diætister, der har det.

Jeg håber, at rigtig mange af jer, vil benytte sig af denne mulighed, og at I kan få svar på nogle af de spørgsmål, som I måske ligger inde med. Ønsker du at læse mere, og evt. at skrive til Heidi, så er det blot at benytte linket i banner-annoncen SPØRG DIÆTISTEN.