Mælkeallergiens ABC – A
A står for ALLERGI, ANSVAR, ACCEPT mm.
“Mælkeallergiens ABC” er for dig, der ønsker at lære mere om fødevareallergi, og i særdeleshed mælkeallergi. For dig der har et barn, der har fået konstateret mælkeallergi, og hvor det hele føles meget nyt og uoverskueligt. Men også for dig der kender mere til mælkeallergi, da der hele tiden vil dukke nye udfordringer op, efterhånden som dit barn bliver ældre.
ALLERGI
Hvad er allergi? Allergi er en overreaktion i immunsystemet. Ved mælkeallergi er det protein i mælken, du ikke kan tåle. Priktest og blodprøve kan bruges til at påvise allergi. Men der skal også ALTID diæt og provokation til, for at diagnosticere en fødevareallergi.
En mælke-allergi-reaktion kommer ofte kort tid efter, at man har drukket eller spist noget med mælk. I nogle tilfælde kan man få reaktioner timer eller dage efter.
Du kan få forskellige allergireaktioner – det varierer fra person til person. Det kan fx være kløe eller hævelse på læber, i munden eller hals. Eller måske opkast, diarré eller smerter i maven. Du kan få udslet/nældefeber på hele kroppen eller måske hoste eller vejrtrækningsbesvær. Der er også andre former for overfølsomhed over for mælk, som kan give allergi-lignende reaktioner – fx laktose-intolerans (vil blive behandlet under kapitlet “L”).
Det er forskelligt, hvor meget mælk den enkelte mælkeallergiker kan indtage, før der ses en reaktion. Nogle kan tåle fødevarer med mælk, men kan ikke drikke et glas med mælk. Andre kan ikke tåle selv den mindste smule mælk i nogen form. Og andre igen reagerer blot ved at mælk rører huden.
Allergi er ARVELIGT, men dit barn kan sagtens få mælkeallergi, selvom hverken mor eller far har allergi. Risikoen er dog størst, hvis en eller begge forældre har allergi.
Man kan få mælkeallergi i alle aldre, men oftest får børn mælkeallergi. 2-3 % af alle spædbørn har mælkeallergi i løbet af deres første leveår. Ud af 10 børn med mælkeallergi, kan 50 % igen tåle mælk i løbet af det første leveår. I 3 års alderen kan 9 ud af 10 børn med mælkeallergi igen tåle mælk.
(Kilde: Bogen om allergi af Joan Grønning)
ANSVAR
Det kan føles som et stort ansvar, pludselig at stå med et barn, der har fået mælkeallergi. Måske har du ikke fået meget praktisk hjælp fra fx din læge. Du kan være heldig, at få nogle besøg hos en diætist, der kan hjælpe lidt på vej.
Ansvaret for at søge den viden, du har brug for, ligger hos dig selv. Hvordan undgår du, at dit barn får mælk? Hvordan finder du gode løsninger til dit barn? Og ikke mindst, hvordan støtter du dit barn bedst muligt?
Du skal også turde overlade ansvaret til andre. Det kan være svært. Måske skal dit barn passes af bedsteforældre. Er barslen ved at være slut, skal du måske for første gang overlade ansvaret for dit barn til vildt fremmede mennesker. Skal dit barn spise hos andre, skal du turde stole på, at de kan håndtere det.
ATTRAKTIVE ALTERNATIVER
Du kan sagtens finde attraktive alternativer til mælk. Nogle ting lader sig naturligvis nemmere erstatte end andet. Det drejer sig meget om vaner.
Det er ikke altid nemt at finde erstatninger for fx ost, is, fløde, cremefraiche osv. Det der findes er ofte lavet på soja. Mælkeallergikere bør ikke få for meget soja, da de har større risiko for også at udvikle sojaallergi. Men der er også mange gode produkter lavet på fx ris og havre.
Det bedste du kan gøre, er at være opsøgende. Søge på nettet, spørge efter specifikke produkter i den nærmeste helsekost eller det lokale supermarked. Måske kan de bestille varerne hjem til dig. Og har du mulighed for en tur til Sverige, har de et markant større udvalg der.
Du kommer længere ved at forsøge dig frem i køkkenet. Brug helt almindelige opskrifter, og find erstatninger for mælkeprodukterne. Tag fx en helt traditionel lagkage. Jeg brugte ca. 4 år, hvor jeg serverede lagkage til fødselsdage, inden jeg selv var tilfreds med resultatet. Øvelse gør mester!
ACCEPT
For at give dit barn en god og glad hverdag, på trods af de begrænsninger mælkeallergien giver, må du starte med din egen accept. Din følelse omkring allergien, og de begrænsninger du oplever, giver du videre til dit barn. Start derfor med selv at acceptere hverdagens vilkår. Find de positive sider frem. De er der nemlig også. Det hjælper dit barn mere, end du måske forestiller dig.
Det kan være svært for dit barn at acceptere, altid at skulle være anderledes end de andre børn. Selv måtte medbringe kage til fødselsdage. Lær dit barn hvor forskellige alle mennesker er. Det kan hjælpe til at acceptere vilkårene. Men engang i mellem er det hele surt – og det er ok.
Du har måske også brug for andres accept. Det er nogle gange en udfordring. Måske har din omgangskreds svært ved at acceptere eller ANERKENDE de særlige hensyn, der skal tages. Det kan være svært for andre at forstå, de vilkår man har i en familie med allergi.
ACTION
Der er kun én vej frem, og det er ved at tage “action”. Få helt styr på, hvordan du læser en ingrediensliste. Find ud af hvad “spor af mælk” betyder, og om det har betydning for netop dit barn.
Små børn med mælkeallergi anbefales specialfremstillet modermælkserstatning. På den måde sørger du for, at dit barn får de nødvendige næringsstoffer. Der findes flere forskellige slags (vil blive behandlet under kapitlet “E”).
Du skal til at lave mad på en ny måde. Gennemgå de ting du har i køleskab og køkkenskabe. Hvad kan bruges, og hvad indeholder mælk? Find de erstatningsvarer til mælk, som du har behov for i hverdagen. Start ud med nogle simple middagsretter og udvid derfra.
God vind til dig og dit barn med mælkeallergi.