Er du mor – eller far – til et barn med mælkeallergi, så ved du, at hverdagen med mælkeallergi ikke altid er lige nem. Men Børn med mælkeallergi vil gerne hjælpe dig med at give dit barn med mælkeallergi en god hverdag.

Det er min mission at vise, at allergimad sagtens kan være mindst lige så lækker som helt almindelig mad. Det er ikke nødvendigt at lave særlig mad til allergikeren. Lav i stedet al eller det meste af maden uden mælk, så alle kan spise den samme mad. Også når der er gæster! Det er dejligt for dit barn, ikke hele tiden at skulle være anderledes – altid at skulle spise en anden mad end de andre.

Det er ikke svært at lave mad uden mælk. Du behøver ikke specielle opskrifter, for at kunne lave mad uden mælk. Du skal bare kende dine erstatningsvarer for mælk, margarine m.v. Så er det muligt at lave  de fleste almindelige opskrifter. Men selvfølgelig er det en stor omvæltning, pludselig at skulle lave maden anderledes end du plejer. Og det kan være nødvendigt at hente ny inspiration til madlavningen.

En lidt større udfordring er det, hvis du ikke er så glad for at lave mad. Hvis det med at stå i et køkken bare ikke er dig. Med en mælkeallergiker i hjemmet, skal maden for det meste laves fra bunden. Der er ikke ligeså mange muligheder for hurtige måltidsløsninger, som hvis du ikke skal tage hensyn til allergi.

Jeg var selv håbløs til at bage, inden vi fik vores søn. Kager der skulle hæve, gjorde det konsekvent aldrig og i den dur. Men jeg vil i dag – 11 år senere – kalde mig en rigtig god “bager”. Det er viljen, der fik mig til at prøve igen og igen – indtil det lykkedes.

Så giv ikke op derude. Vores børn skal have dejlig mad, skønne fødselsdagsboller, kagemand og meget mere – selvom de har mælkeallergi!