Jeg blev den anden dag gjort opmærksom på, af en bruger her på sitet, at der kan være æg- og mælkeproteiner i tandpasta. Det er der blandt andet i Zendium Sensitive.

I går kontaktede jeg producenten for at få en forklaring på, hvorfor de kommer allergener i deres tandpasta. I dag har jeg modtaget dette svar:

“I spyttet findes naturligt proteinerne lysozym og lactoferrin – begge bestanddele er en del af spyttets naturlige bakteriehæmmende system. Det er en meget kompleks proces. Filosofien bag at tilsætte ekstra af disse bestanddele er at booste processen – faktisk på samme måde som tilsætningen af enzymer i Zendium. Både enzymer og proteiner booster de naturlige sygdomsforebyggende processer i spyttet.

Lysozym er tilgængeligt kommercielt i æg og lactoferrin i mælk. Der er kun tilsat små koncentrationer og sandsynligheden for en allergisk reaktion er nærmest ikke eksisterende. Men vi kan ikke anbefale Zendium til personer med en dianogsticeret mælkeallergi. Personer med lactoseintolerance må godt anvende Zendium.

I “Classic” har vi udfaset lysozym fordi der var bekymring i Sverige for allergi og æggeallergi som rammer under 1% om året.”