Jeg er blevet klogere! Alle forældre ønsker at gøre det bedste for sit barn. Det er helt klart. Men det er ikke altid vi ved, hvad der er bedst. Jeg har altid været meget opmærksom på, at det er vigtigt at anerkende sine børns følelser. Så jeg gjorde meget ud af at anerkende Mads’ følelser i forhold til hans allergi.

Men du skal passe på, ikke at “ynke” dit barn, ved at synes, at det er synd for ham eller hende. Accepter SELV allergien som det første, og lær så dit barn, at allergien kan være træls, men at det “kun” er allergi. Det er bare jeres vilkår, ligesom alle andre har deres vilkår. Nogle børn kan ikke tåle mælk, andre børn kan ikke tåle gluten. Nogle børn må ikke spise svinekød, mens andre igen har en mor og far der er skilt. Vi har alle forskellige udfordringer. Derfor kan vi sagtens have et fantastisk liv alligevel.

Jeg følte så meget med min søn Mads, at han fik utrolig ondt af sig selv. Og jo mere ked af det han blev, jo mere følte jeg med ham. Indtil jeg blev klar over, at jeg støttede ham helt forkert. Jeg skulle vise ham, at han ikke er en stakkel, der har mælkeallergi. Han er en dejlig dreng med masser af skønne egenskaber. En dreng der ikke kan tåle mælk, men det betyder ikke noget.

Det var fantastisk at opleve, hvor hurtigt jeg og min mand fik vendt Mads’ humør. En lille ændring i vores sprog og måde at støtte ham på gjorde simpelthen underværker med det samme. I dag er Mads en positiv og glad dreng. Han har accepteret sin allergi, selvom han stadig synes det er træls en gang i mellem. Men det skal han også have lov til.

Læs også det interessante interview med familieterapeut Fie Hørby. Her fortæller Fie netop om dette, hvordan du undgår at gentage min fejl. Gå ikke glip af de uvurderlige råd hun giver:

Læs interviewet NU – klik her