For mig var det lidt af et chok, at finde ud af at min søn havde mælkeallergi. En masse spørgsmål meldte sig. Men det primære spørgsmål drejer sig selvfølgelig om den mad du og din familie spiser. Der findes nemlig kun én slags behandling af mælkeallergi – og det er diæt.
Holder du dit barn helt fri for mælk, er der større chancer for, at dit barn vokser fra sin mælkeallergi. Derfor har vi altid haft vores søn på fuldstændig mælkefri diæt. I starten undgik vi også produkter, der kunne indeholde “spor af mælk” – det gør vi ikke i dag. Han er ikke vokset fra mælkeallergien endnu, men hans tolerance er blevet mærkbar større.
Typisk vil der være masser af tanker i dit hoved, hvis dit barn lige har fået konstateret mælkeallergi:
- Vokser mit barn mon fra allergien igen?
- Kan vi nu aldrig gå på restaurant mere?
- Hvad skal vi nu have at spise?
- Kan mit barn blive et sundt og glad barn med mælkeallergi?
- Hvad med kalk?
- Tager tænderne skade?
- Osv. osv.
Selvom du måske ikke kan bruge det til noget lige nu, så træk vejret helt ned i maven og tag det roligt. Det skal nok gå alt sammen. Ja, dit barn kan sagtens vokse fra mælkeallergien!
Men indtil den dag kan det godt lade sig gøre, at give dit barn en god hverdag – ja mere end det – selvom barnet har mælkeallergi. Der er en masse vaner du skal ændre, og en masse ting at sætte dig ind i. Men jeg håber, at denne hjemmeside kan være til stor hjælp i denne proces.
Jeg ønsker dig, dit barn og resten af familien det bedste!
Hej,
Jeg har en søn på seks år, der netop har fået konstateret allergi overfor komælk. Tak for en fin hjemmeside!
Jeg studser lidt over, at du skriver, at hvis man holder sig barn helt fri for mælk er der større chance for, at han vokser fra det. Det er i modsætning til lægens oplysninger. Hun siger, at man skal prøve sig frem, ikke være rabiat, men se, hvor meget han tåler. Jeg er ganske forvirret. Ønsker blot det bedste for mit barn.
Tak for din tilbagemelding.
Maiken Skeem
Kære Maiken
Jeg kan godt forstå, at du bliver meget forvirret. Og selvfølgelig ønsker du at gøre det, der er bedst for dit barn. Jeg håber hjemmesiden kan være en hjælp for dig i hverdagen.
Jeg er nødt til at spørge lidt ind til problematikken du beskriver. Din søn har fået konstateret mælkeallergi, skriver du. Hvordan er dette konstateret? Hvor allergisk er han/hvor kraftig en reaktion har han på mælken? Alt efter dine svar, vil jeg anbefale, at du af din læge får en henvisning til en allergiafdeling på et hospital – fx Gentofte eller Odense Universitetshospital. Der bliver min egen søn fulgt. Her foretager de “provokationer”, for at teste hvor allergisk barnet er. Reagerer barnet på mælken, anbefales diæt. Og i den forbindelse har vi klart fået den besked, at diæten skal holdes i en længere periode (fx et år), hvorefter man så provokerer igen, for at se om der er sket ændringer. Det er i denne mellemliggende periode, at det er godt at holde en 100 % diæt. Påvirker du dit barn med lidt mælk jævnligt, får kroppen ikke “fri” for det, den ikke kan tåle.
Jeg håber at du kan bruge svaret – du er velkommen til at skrive igen.
Mange hilsner
Anette